En gang overvejede jeg at få en tatovering. Bare en enkel lille blomsterranke om den venstre ankel. Det blev ved tanken og det er jeg glad for. Især efter i sommer hvor jeg tilfældigvis ramlede ind i en gruppe 50+ kvinder med mærkelige dyr tatoveret hen over ryggen. Blomster der snor sig fra knæet og op af lårene er måske kækt på film, men virkeligheden er langt hårdere. Slappe lår og rosenranker er bare ikke sagen. Det tænker man bare ikke lige på, når man er ung. Når man først har fået dem, er de næsten ikke til at slippe af med igen. Dem der var med i den første voldsomme modebølge af tattoos er nu godt oppe i halvtredserne. En hel del af dem er i færd med at spare sammen til at få dem fjernet. Sådan går det. Frem og tilbage. Hvis man absolut vil dekorere sin krop er der håb forude. Nu kan man nemlig få lagt lysende tatoveringer ind under huden ved hjælp af ny teknologi. En slags LED implantat, som for eksempel kan være en glimtende panter, der ligger og sover på bagsiden af dit ene lår. Eller forskellige kinesiske tegn, der tænder og slukker på dine ben. Eller lyser hele tiden. Hvis man bliver træt af sin panter kan implantatet indstilles til et sødere dyr. Eller man kan få implantatet fjernet. As easy as that. Eller tage en tattoo-pause og bare slukke for det et par måneder. Det sidste er vigtigt. Man skal kunne fortryde. Her ser jeg en ny forretningside, men den er sikkert allerede taget af nogle andre. I stedet kunne jeg videreudvikle prototypen på en ny jakke, som er i stand til at give blide berøringer. Egentlig skal jakken bruges i biografer til at forstærke folks følelser. Jeg ser noget andet. Muligheden for et blidt kram eller et stort, varmt bamsekram til alle, der har brug for det. Og der har vi jo alle sammen. Før eller siden. Hvis der ikke er nogen i nærheden, når behovet opstår, styrter man bare ind og henter sin krammejakke i klædeskabet. Lyner op og aktiverer intensiteten. Bliver ved til man har fået nok. Indtil man er krammemæt. Hvis man for eksempel er ked af sine tatoveringer, kan man bare tag jakken på, indtil det er gået over. Opfindelser er en herlig ting. Plastik er bare ikke, viser det sig. Det er heller ikke til at slippe af med. Indtil videre skvulper shampookapsler og plasticposer rundt i en stor Stillehavssuppe, der dækker det samme areal som Europa. Eller større måske. Der er noget der tyder på, at man altid skal være et skridt foran sig selv. Det er jo ikke til at holde ud at tænke på, så nu vil jeg lave mig en frisk kop kaffe og overveje, hvad