Rosinkongen

Regnorme og Rosinmarmelade

Forleden var jeg ude i skumringen. Der var noget i luften, der var større end guldsmede. Flagermus. Små og frække. Jeg måtte dukke mig. Så stak de af. Det var tæt på.

Frederik Sjøberg, forfatter til bogen om Rosinkongen, har en flagermusdetektor på sin veranda. Den forvandler flagermusenes ultralyd til hørlige frekvenser. Alle ensomme mennesker burde have sådan en, mener forfatteren. Måske har han ret. Der er ingen tvivl om, at den her forfatter har blik for den skæve detalje, som ofte udgør et fortryllende element i livet. Det handler om at have passion, om at gå omveje for at skabe sit liv og finde sig selv. Han formår at skrive om regnorme og svirrefluer, så man er med hele vejen. Og nyder rejsen. I” Rosinkongen” fuldender han trilogien, som blev indledt med ”Fluefælden” og ”Kunsten at Flygte”, som jeg begge tidligere har anmeldt her i avisen. Hovedpersonen i hans sidste roman hedder Gustaf Eisen, 1847-1940. Han var svensk videnskabsmand, regnormeforsker og eventyrer og kom til at leve et fantastisk liv. Vi følger sammen med den egentlige hovedperson, forfatteren selv, i Eisens fodspor til Amerika. Vi møder også hans mange venner i Sverige, i blandt dem August Strindberg og selveste Darwin. ”Eisen til middag”, skriver Strindberg”. ”Han fortalte blandt andet, at i Amerika bliver jordskælv varslet af fugle, der kommer flyvende i flokke. De er hvide forneden og sorte foroven, ligner vadefugle, men arten er ukendt, og folk kalder dem jordskælvsfuglen”. Ildstormen efter jordskælvet i 1906 i San Francisco ødelagde en af Amerikas fineste naturaliesamlinger. Også Eisens samling. Blandt andet hele hans regnormeforskning gennem tredive år. Det slog ham imidlertid ikke ud. Han valgte i en alder af tres at fordybe sig i perler. Han rejste, besøgte samlere og malede alle de perler han så. Over fyrre tusinde akvareller blev det til. De fineste små billeder. Noget kom på tværs. Krigen. Andre ting. Forfatteren tager af sted for at undersøge hvilke ting, og hvad der skete. Han har fået fat i brevene, de få der er efterladt. Eisen blev treoghalvfems år gammel. Feltbiologer bliver gamle. De forstår at stå stille midt i en bevægelse. For at betragte noget, fordybe sig i noget. En flue, en perlemorssommerfugl, en regnorm. Natviolen. En lille ting, en detalje. Eisen var forældreløs, formuende og mæcen for mange af sine utaknemmelige og ødsle venner. Strindberg var en af dem. Forfatteren tænker på sin egen ungdoms venskaber, på eventyrene, de stærke følelser. Husker hvor utrøstelig han var, da han hørte, at hans bedste ven var død. Indtil hans søn åbnede sin lille knyttede hånd. ”Se, far, hvad vi har fundet”, I hans hånd lå en bille, den blodrøde smælder Ampedus Sanguineus, en af de smukkeste der findes. ”Far, er du lidt glad nu”? Han holder op med at græde og fordyber sig i synet af denne skønhed. Eisen fælder ikke engang en tåre, da han mister hele sin formue i en konkurs. Han beslutter sig bare for at skabe sig en ny. Han vælger vindyrkning og tilkalder en yngre bror, som han overlader driften til, så han selv kan fordybe sig i druen. Han importerer vinstokke fra hele verden, og her finde han en lille ting, han kan fordybe sig i. Rosinen. Han bliver hurtig en kendt teoretiker, der rejser og samler viden. På et tidspunkt udgiver han den for kendere så berømte bog: ”The Raisin Industry”, der handler om alt lige fra rosinens kulturhistorie til opskriften på rosinmarmelade. Rigdommen lader vente på sig, så han beder nogle af sine bedste svenske venner om penge, men får ikke engang et svar. Han skrev. ”For nærværende ser det ret mørkt ud”. Var han deprimeret. Venskabet var forbi. Men hvad med kvinderne. En Alice Eastwood dukker op i et brev. Eisen opkaldte en regnorm efter hende. Hun var også fanatiker og samler. Men var de et par. Venner var de i hvert fald. Lige som Pippi og Tommy og Annika, der gemmer sig i sodavandstræet. ”Åh, pas på billen”, råbte Pippi. De satte sig ned alle tre og kiggede på den. Den var så lille. Vingerne var grønne og metalglinsende.  ”Sikken en sød lille en”, sagde Annika. ”Hvad mon det er for en”? Over Pippis ansigt bredte der sig et sagligt smil. ”Nu ved jeg det”, sagde hun. ”Det er en spunk”.  Hvis man bare sidder musestille længe nok og kigger, så ved man det pludselig. Helst i et hult træ selvfølgelig. Rosinkongen er en smuk bog. Ualmindelig smuk. På alle måder. Inden i og uden på. Alt er smukt. Køb den. Læs den. Leve Kongen.

”Rosinkongen”

Af Fredrik Sjøberg

Forlaget: Hr. Ferdinand