Egentlig bør alle køer være sure eller vrede. På en eller anden måde ender de fleste jo på spisebordet som steg eller syrnet mælkeprodukt. Nu er det bare sådan, at al forskning viser, at glade dyr smager bedre, så det er bedst at de smiler. Sammenholdt med vores alle sammens halvdårlige samvittighed over at spise dem i det hele taget, er der meget der taler for, at det er fornuftigt at bruge penge og tid på at forske i ko-adfærd. Og det gør vi så i Danmark på Det Biovidenskabelige Fakultet på København Universitet. Hvordan finder man så ud af, om en ko er glad?
Når køer bliver lukket på græs hopper og danser de rundt af lutter begejstring med løftede haler. Alt sammen tegn på stor ko-lykke ifølge eksperter. Glæden er alene skabt af forandringen fra stald til kløvermark. Nu tænker du sikkert, kære læser. Pixi er jo nærmest en slags citygirl, så hun har ikke en skid forstand på køer. Men her tager du fejl. Som tiårig tilbragte jeg rigtig lang tid med at vifte fluer væk fra øjnene af en broget malkeko, der græssede tæt på vores sommerhus. Først efter et par timer indså jeg, at fluer hører med til et almindeligt ko-liv. Udover min hårdt erhvervede viden fra dengang, har jeg på det seneste besøgt to kostalde i Jylland. To vidt forskellige, som begge har haft afgørende betydning for min nuværende ko-holdning. Jeg håber, at læseren nu omsider er overbevist om tyngen af min viden.
Den første stald vil jeg forbigå i tavshed. Næsten. Jeg troede faktisk ikke et så svinsk sted fandtes i dette århundrede. Hvis der skulle laves en antikrist film om køer, skulle den filmes på den location. Kalve, der knap kunne vende sig i buret. Ankelhøj ko-lort og køer i stramme kæder med øjne så triste som kz-fanger. Den anden stald var til gengæld et paradis. Stalden var kæmpestor og åben ud til markerne i den ene ende. Køerne kunne altså selv bestemme om de ville være inde eller ude. Hele tiden. Nat og dag. Ude var græs og frisk luft. Inde var der forskellige tilbud. Musik i store højtalere. Ikke bragende, bare behageligt. Repertoiret var godt nok jydsk, men alligevel. Et drys af store høballer, hvor nogle ungkøer lå og fladede ud. På væggene store klø-måtter, hvor et par stykker stod og gned ryggen. Kronen på værket var to store hightech malkerobotter, hvor køerne selv kunne vælge at gå ind, når yverne var blevet lidt højspændte. En smule kraftfoder som tak til hver enkelt ko, fik mange til at gøre et nyt, hurtigt forsøg, men de blev kærligt afvist. Alle ko-data røg selvfølgelig fra robotten og direkte til hovedcomputeren, der stod bag en tyk glasvæg. Her sad jeg så midt om natten med en kop lunken kaffe og observerede de sortbrogede. Disse to vidt forskellige oplevelser er selvfølgelig ikke videnskabelige, men jeg er helt sikker på, hvor jeg mødte de gladeste køer. Selvfølgelig er jeg det. Jeg er jo ikke idiot. Indflydelsesrige adfærdsforskere mener dog noget andet. Nemlig at køer har det godt nok, når de bare ikke er syge og frustrerede. Derfor er det ifølge britiske ko-guruer bedst for køerne, hvis de bliver i stalden. Hele tiden. Dag og nat. Hele året. Hele livet. Således belært af bedrevidende britiske kolleger anbefalede en dansk ekspertgruppe for hold af malkekøer for nylig det danske Folketing, at det IKKE skulle gøres til et lovkrav at alle køer skal på græs. Slyngler. Det Biovidenskabelige Fakultets professor i bioetik, Peter Sandø, var medunderskriver. Gad vide om han har fortalt det til sine børn.
Jeg vil her på alle køers vegne håbe, at det ufrivillige staldophold bliver i paradisstalden og ikke i den dæmoniske antikrist stald, som jeg så med mine egne øjne sidste sommer. Hvis jeg var kommet med den grimme anbefaling ville jeg sove dårligt om natten.