Bog 1. Andtvake / Bog 2. Olavs Drømme / Bog 3. Kveldsvævd

Et Norsk Kærligheds Evangelium – en triologi

Som med et stykke lavmælt musik lytter man opslugt efter, så længe det varer. Man lytter med hjertet og bliver båret af sted, taget ved hånden af forfatteren, Jon Fosse, der vil vise dig noget. Noget om kærligheden og den pris som to unge mennesker er villige til at betale for den.

Asle og Alida går omkring i Bjørgvins natvåde gader, over skulderen bærer Asle to bylter med alt hvad de ejer. Alle kan se at Alida venter barn, men ingen vil give dem husly. Det regnvåde bymørke daler ned over et fortidigt Bergen, sprogligt forklædt som en slags Betlehem. Her trasker de rundt og ”banker på den ene dør efter den anden, de spørger den ene efter den anden og svar det får de, mange slags svar, men mest bliver der sagt, nej de har ikke et værelse at leje ud.” Og Alida er udmattet og sætter sig på hug i pløret, mens regnen vælter ned fra himlen og Asles trætte hænder finder violinen frem og spiller og spiller og spiller og spillet er højt som himlen, og han spiller indtil han svæver sammen med Alida, der nu har lukket sine øjne. Han kærtegner hendes ansigt. Så stiller han violinkassen fra sig og går beslutsomt hen til den nærmeste dør. I et værelse bag den dør føder Alida lille Sigvald. ”Nu er der kun os tilbage”, siger hun. Asle nikker og beslutter, at fra nu af skal hun kalde sig Åsta og han selv skal hedde Olav. Åsta og Olav Vik. Det er det sikreste. For der er sket noget. Det aner man. Man kan jo aldrig vide, tænker han, mens han følger vejen. De er flyttet i skjul lidt uden for byen, og nu er han på vej til Bjørgvin for at ordne et ærinde. Fjorden blinker og alt er godt, indtil han lægger mærke til en gammel mand, der går foran ham, et godt stykke foran ham. ”Han har nok set ham før, måske, han er ikke sikker, og hvorfor går han så langsomt, den gamle, for langsomt må han jo gå, siden Olav kommer nærmere og nærmere, måske er han kommet for at lede efter ham, og Olav begynder at gå endnu sindigere,” men det hjælper ikke.”Jeg er kommet for at spørge dig om noget, stands Asle”, siger den Gamle. Men Asle skynder sig forbi. For Asle vil ikke være Asle, men det er svært at være en anden, når den gamle følger efter ham og presser og presser, og selvom Asle sniger sig væk fra ham og ud på Bryggen for at købe en gave til Alida, bliver han til sidst nødt til at svare. Gaven er et armbånd af det ”guleste guld og med de blåeste blå perler”, det smukkeste Asle nogensinde har set. Senere, da han har svaret den Gamle og de hårde hænder slæber ham af sted, taber han armbåndet, og så ligger det der i vandpytten og blinker indtil en pigehånd samler det op. Nu er der kun svævet tilbage for Asle. Det store svæv. Alida og lille Sigvald leder efter ham og venter i dagevis ved Bådhuset, men Asle kommer aldrig. Alida er gennemblødt og har ikke spist længe, men hun kan høre Asle spille og op sammen flyver de i den blåeste luft og ”er sammen som en fugl, hvor de hver især er en vinge og alt er blåt og blåt og hvidt,” indtil Åsleik dukker op, en fuldvoksen mand hjemmefra, som tilbyder hende mad og husly og siger, at hun og lille Sigvald hellere må komme væk fra Bjørgvin for ellers kan det meget vel gå dem ilde. Alida hører hvad han siger og hun hører også Asles violin, der snakker og snakker og presser hende til at følge med Åsleik. Tilbage til bygden hvor hun og Asle kommer fra. På vejen finder hun et armbånd af det guleste guld. Hun har aldrig set noget så smukt.

Jon Fosse skriver så tårerne triller. Om de unge værgeløse, der vakler rundt i en ubarmhjertig verden og beslutter sig for at ofre samvittigheden for kærligheden. Om at være alene og forladt. Ingen forældre, ingen til at tage hånd om de sårbare unge. Vi har hørt om det før, læst om det før. Men ikke på denne her hjerteskærende måde. En nådesløs lille, nej stor, fortælling i tre akter. Første akt: ”Andvake”. Ordet betyder nattevågen. Andet Akt: Olavs Drømme. Tredje Akt: Kveldsvævd, der betyder aftentræt/livstræt. Bøgerne er nærmest små hæfter på kun omkring halvfjerds sider hver. Sproget er hypnotisk, fyldt med gentagelser, lavmælt. Ingen punktummer – absolut ingen. Heller ikke på den sidste side. Noget af det smukkeste jeg nogensinde har læst. En lysende kærlighedsfortælling båret frem som en fakkel i den regnvåde by. For resten kan ordet Kveldsvævd også betyde den lille yndige bevægelse en blomst gør, når den folder kronbladene sammen om aftenen. Tænk på det, kære læser, når du skynder dig ned til boghandleren for at købe alle tre hæfter. Jon Fosse fik Nordisk Råds årlige Litt.pris for triologien. Det er for lidt. Lad ham få alle de priser, der findes i verden.

Forfatter: Jon Fosse

Forlag: Batzer &Co.