Oh my God. Rundkørslerne er de værste. En stikvej ind i det bølgende landskab, forbi gamle stenkirker og rustne jernlåger med ”No Trespassing” og hække, der aldrig hører op. Så er man der. I UdkantsEngland som selvfølgelig stadig emmer af gamle storhedstider og kolonimagt. Gule hjerteblade fra det persiske Ironwood-træ fylder indkørslen og kaster stråleglans over det nedslidte Manor House. Bright and Beautiful and so very British. Mine gummistøvler synker ned i de gule blade og fører mig ned af Memory Lane til en village i Sussex for mange år siden, hvor jeg som 17-årig stamper rundt i gyldne blade sammen med fire hunde, en baby på armen og en dreng på fire, Perry. Senere åbner jeg køleskabet, der er kæmpestort og buttet og på hylden lige foran mine øjne, på en hvid porcelænstallerken, ligger en blodig rævepote. Jeg smækker lågen i og åbner den langsomt igen. Den er god nok. Poten er pelset og våd og sølet ind i blod. Jeg er ung og stiller ingen spørgsmål. Nogle dage efter er poten væk. Tallerken står der stadig. Moren smiler mærkeligt, da hun går i sit stramme ridetøj og efterlader mig med Baby og Perry, der begge har blodige rævespor i ansigtet. Streger af blod på kinder og i panden. En dag er blodet væk og noget er forandret. Det bliver forår, men hendes mund er stram og smiler stadig underligt. Morens. Det er på tide at komme væk, forlade de gule marker, hvor påskeliljerne vokser som rasp så langt øjet rækker. Jeg plukker favnfulde og stopper de gule skørter i store sølvspande, der glimter i solen. Et rejse-mix af Beast and Beauty. Min kuffert er blevet for lille, så jeg sender en blød pakke med tøj hjem til Helsingør viklet ind i brunt indpakningspapir med en snor omkring. Et lille års tid senere dukker pakken op på posthuset i Helsingør. Man kan se på stemplerne, på den smule papir der er tilbage, at pakken næsten har været verden rundt. Kun mit navn, skrevet med udflydende blæk, anes i et hjørne. Ingen adresse. Snoren er der stadig. Jeg forstår det stadig ikke. Min kuffert forsvandt også et eller andet sted på hjemrejsen. Den dukkede dog aldrig op. Det største tab var ikke kufferten, eller den rødbrune nylonpels, jeg havde købt i London. Nej, det største tab var rævepoten, som jeg fandt en morgen i min ene gummistøvle. Jeg pakkede den blodige rævestump ind i nogle gule blade, der var blæst ind på gulvet og viklede rævepakken ind i en silkeskjorte, som jeg stjal i linnedskabet. Man ved aldrig hvad folk har i deres kufferter. I Gatwick så jeg en vred araber, der måtte efterlade en kuffert fuld af fyrværkeri i tolden. Hvis du rejser fra en ægyptisk lufthavn skulle det være muligt at få en kamel gennem et nåleøje. Det er trods alt en bedrift der langt overskygger både et forsøg på fyrværkeri og en afhugget rævepote.
Den flyvende kuffert
Jeg rejser ikke særlig meget. Verden har mistet sin attraktion. For mig i hvert fald. Alligevel tog jeg mig for nylig sammen til et kort besøg i England. En hurtig flyvetur til Gatwick med alt for lidt benplads og så en lang køretur i venstre side af vejen.