fordi at, bog, pia stærmose, anmeldelse

5. september 2015

En smuk bog. Et lille kunstværk. 

Personligt elskede jeg hver eneste side.

Kanel fælder træer. Store træer. 
Hun er ung, stærk og har styr på skovarbejdet, ellers har hun ikke styr på så me­get. Hun er stukket af fra 
,,noget«, noget med en mand måske og har taget et stor- m job langt hjemmefra. Hun gider ikke snakkke, hun har nok i sit eget. 
Hendes bedste venner er træerne. Især de gamle. De har set og oplevet det meste. Når forfatteren fortæller om træer, er hun ren poesi. 
For øvrigt taler alle de andre nordjyd:sk, og det er svært at forstå, når man kommer fra Djævleøen. ,,De træ' j sja uk å mej haw«, siger den gamle gråbjørn og Ka­nel spidser ører. Hun rydder op i sit liv, mens hun rydder ud i de stormfældede træer og spiser panerede krebi­netter hjemme hos en kol­legas forældre. »Moren, fru Larsen er en lang bevægelse, som fylder opvaskemaski­nen, rækker mig et krus med Falck logo, tager en flæske­steg ud a ffryseren og smiler med tænder der stritter«. 

Omgivet af træer og solbærgrød med fløde navi­gerer Kanel suverænt i en mandsdomineret verden. Undervejs bliver hun an­grebet af magisk realisme i form af små eksplositioner af indtryk og billeder, der manifesterer sig for hende, når hun rent fysisk kommer i kontakt med andre men­nesker. Et håndtryk eller en hånd på en skulder er nok. Ting hun helst vil være fri for at vide, men hvis man har fået flagermusblod på øjen­lågene, kan man se alt det, andre ikke kan se. 
Et træ er væltet, fjern det. Et træ er sygt, fjern det. »Jeg sætter saven oven på stam­men, skærer t lille snit for at mindske spændingen, bag­efter sætter jeg saven mod undersiden, skærer i små korte ryk. Muld og mos, og et strejf af skovmærker og ane­mone. Den duft vil jeg gerne eje. Jeg skubber visiret op,

»Hva'så?«
»Tjøbenhavner'æ noe abekat«

Han er tussegammel Et aftryk afhans ansigt ville ligne en lærkegren med lan­ge bløde nåle. 
Her er rytme og natur. Hjemmerørt remoulade og tanker om det vigtige i livet og om hvordan man tester livets skærebukser. Tanker om spækhuggeren Keiko og om de unge på Utøya. Om klimaændringerne og om fliseterrasser og regnorme og barnevogne fra den blå avis. Om a It det, der betyder noget.