Jeg forstår det ikke. For nylig hældte nogle myre-eksperter beton i et myrebo for at se hvor stort det var. Boet rakte otte meter ned og dækkede et areal på halvtreds kvadratkilometer. Du milde. Det tog dem flere dage at fylde boet. Nu indser jeg, at jeg lige så godt kan kasten handsken i ringen. Tilsyneladende er jeg større end en myre, men målt op imod halvtreds kvadratmeter kaster jeg også sværdet. Der findes 13.000 kendte myrearter. Vi mennesker er jo ret alene i vores art. En del myrearter er ret krigeriske, men det er de jo ikke alene om. For eksempel Hovedhuggermyren, der sniger sig ind i et fremmed bo forklædt med den rigtige duft og kravler op på ryggen af dronningen. Her suger den sig fast, mens den langsomt gnaver hovedet af damen. Hun lever et par dage uden hoved og dør så af sult. Dronningemorderen overtager nu tronen og etablerer et slags multikulturelt blandingssamfund. Et eklatant bagholdsangreb. Myrer taler sammen via et duftsprog og via bevægelser. Andre og klogere myrearter har med deres 120 millioner år på bagen udviklet mere intelligente overlevelsesstrategier. Vævemyren har gjort fredeligt samarbejde til en dyd og til en evolutionær fordel. De bor i trækronerne og væver blade sammen til deres fælles Bjarke Engels-agtige bo. Larver bruges som en slags limstift til at hæfte bladene sammen med. De bruger både sig selv og larverne som redskab i byggeprocessen. Skovmyrer har forståelse for sundhed og placerer harpiks ved indgangen, så alle kan soignere sig, inden de kravler ind i boet. Harpiks er antibiotisk og forebygger sygdomme. Og det ved myrerne. Bladskæremyrer har sans for kvalitet og holder delikate svampe på små bladstykker. De passer og plejer deres afgrøde, som de spiser i deres lille Noma restaurent når ernæringsindholdet er størst. I forhold til myren er vores erfaringstid kort, og det forklarer måske vores måde at håndtere eksistensen på. Hvis vi skal gøre os håb om stadig at være på jorden om 120 millioner år lige som myrerne, er der noget der tyder på, at vi burde tænke os noget mere om. Vi mennesker er faktisk selv en superorganisme, der skal bevise sin levedygtighed. Flere ting tyder på, at vi halter bagefter og bør tage nogle klogere valg; valg der ikke skader mennesker, dyr eller planter. Eller planeten. Så nu vælger jeg at leve i fred med mine myrer. Tro det eller lad være. Dagen efter denne beslutning forsvandt de. Hver og en. Try it out. Fredelige tanker skulle også virke på naboer og andre mennesker.
Myre miraklet
Det er godt, de ikke er større. Myrerne altså. Jeg tænker i første omgang på husmyren eller hæren af husmyrer, som igen i år har invaderet mit køkken. De vil ikke trække sig tilbage. De vil ikke give sig. Hverken gift på flasker eller i pudderform virker. Der er ellers plads nok uden for.