Krukke – en Biografi om Suzanne Brøgger
Louises Zeuthen har skrevet en fremragende biografi ”Krukke” om de første 40 år i Suzanne Brøggers liv. Hun har fået adgang til notater og private dagbøger og har skabt en medrivende fortælling om en kvinde, der mod alle odds får skabt sig et fantastisk liv. Suzanne Brøgger afslører, at dagbøgerne indeholder hendes DNA og som sådan, rummer de selvfølgelig en hemmelighed. Nej, flere. Her vil jeg løfte sløret for en af de største.
Suzanne er vokset op på randen af en vulkan. For ikke at gå til i den sydende lava udvikler hun tidligt i sit liv strategier for at overleve i en sprængfarlig familie. En af strategierne er skrivningen. Her tør hun fortælle, hvor grusomt det egentlig ser ud. Hendes forfatterskab tager livtag med bekendelseslitteraturen, men det er svært at vide, hvor grænsen går mellem værk og virkelighed. Hun understreger selv, at hendes bøger er en blid udgave af en virkelighed, som hun ikke tror, at nogen kan tåle at høre om. Formen er et helt bevidst valg, en nødvendig omformulering af det, der faktisk skete. For at hun selv kunne tåle at være til, måtte hun skabe en verden, skabe sig selv. ”Jeg har været nødt til at digte om på mig selv og på virkeligheden i den udstrækning, den har været i vejen. Jeg har brugt mig selv til hvad som helst for at blive til hvem som helst”. Hendes selviscenesættelse i litteraturen såvel som i virkeligheden er et resultat af en beslutning, som hun tager tidligt. Hun vil være forfatter. Hun bruger, hvad hun har for at nå sit mål; sine dagbøger, sit køn, sin seksualitet. Hun bruger sig selv. Fuldkommen som mange kunstnere gør i dag. Forskellen er at i 70erne var det nyt og mange læste hendes bøger alt for bogstaveligt og blev provokeret. Litteraturvidenskabens gamle hanelefanter forstod ingenting af hendes leg med realismen og havde svært ved at kalde det litteratur. De manglede indsigt i, at kønnet er en del af menneskets måde at skabe virkelighed og kunst på. Og at kvinders virkelighed er forskellig fra mænds. Det er deres bøger også. Både i sprog og i indhold. Der er i dag som den gang behov for nye læsemåder, der tager højde for den forskel og giver kvindelige forfattere og kunstnere, den anerkendelse de fortjener, skriver Louise Zeuthen.
Susanne Brøggers blødende bagtæppe handler om at vokse op i en suicidal og incestiøs familie. Moderen er smuk og skrøbelig, syg, alkoholiseret og pillemisbruger. Da Suzanne er fem år bliver forældrene skilt og moren gifter sig igen. Stedfaren adopterer Suzanne og hendes lillesøster. To brødre kommer til senere. Stedfaren arbejder i WHO og familien lever som udstationeret i Østen. Suzanne og faren indgår en alliance som familiens voksne. Moren er den fælles baby og det meste af tiden halvt bevidstløs af druk og piller, men Suzanne elsker sin mor og kæmper dagligt for hendes overlevelse. Hun indgår en pagt med moren og lever med i hendes fordrejede virkelighed for at holde hende på benene. Livet ikke er givet, men må opfindes hver dag. Hun skriver dagbog. At skrive er for hende at opfinde livet igen. På egne præmisser. Som femtenårig møder hun den 31-årige franske diplomat, Philippe Baude, og hun bliver hans elskerinde. Deres erotiske brevudveksling gennem tyve år bliver en slags forfatterskole for hende, hvor hun skaber nye virkeligheder, nye sandheder. Fortælleren har magten. Elskeren læser og svarer. Jo mere hun skriver, jo mere får hun magten tilbage. Som forfatter overtrumfer hun både sin mors og sin elskers drømme om, hvad man selv formår at skabe. I 1970 beslutter hun at afskrive sin mor. ”Jeg dræber min mor – ved at afskrive hende”. Morens magt har ligget i truslen om, at hun hvert øjeblik kunne finde på at tage sit eget liv, hvis bare Suzanne ville række hende barberbladene. Men det ville hun ikke. Ved at erklære hende ”død” på forhånd, sørger Suzanne for, at morens stærkeste våben glider hende af hænde. ”Anti-kærlighed bliver hendes tema.
Sådan var hun, moren: En skrøbelig silkedukke; henrivende, forfinet med mandelnegle og røde læber. Moren drømmer og drikker grøn bols af langstilkede glas, mens børnene skurer gulv. Moren smider Suzannes seng ud, fordi den er så grim. Moren køberen en lillebitte æggeblommefarvet silkesofa til hende.” Du vil da hellere sove på noget smukt end på noget grimt, ikke”? ”Joo, siger jeg,” og prøver at balancere min lange krop på den æggefarvede silkepind.” Hun elsker sin mor, hun vil være som sin mor; hæve sig over det smålige, gennemsnitlige og grimme. Det ubegavede. Skabe en virkelighed der holder de mørke tanker på afstand. Det forstærker hendes følelse af at være gjort af det samme stof som sin mor. Det vigtigste er: skønhed, æstetik, intelligens, kunst og sexappeal. Hun skriver breve til sin mor fra kostskolen i Danmark, mange breve. Skriver om hvor smuk moren er, og hvor meget hun elsker hende. Jeg tænker, hun skriver for at forføre sin mor til at leve, men opgaven er for stor og dømt til at mislykkes.
Sådan blev hun, moren: En klynkende bylt på badeværelsegulvet. Et skrigende monster, vanvittig. En spisepindstynd krop i et badekar. Blødende pulsårer. En stinkende klump kød.
Så længe hun kan huske, har hun svævet mellem liv og død sammen med sin mor. Nu afskriver hun hende.
Senere i forfatterskabet skriver hun hende ind igen. Moren er ikke vanvittig mere. Suzanne har fundet en forklaring, der tilfredsstiller hende. Kvinder er ikke opdraget til at bære deres styrke. De må nødvendigvis gøre den til svaghed, nedbryde deres egen styrke, sig selv, for at kunne leve sammen med det andet køn. Moren manglede selvtillid til at skabe en helt anden form for liv. Morens reaktioner omskrives nu til meningsfulde, og forklares som en naturlig reaktion på vanvittige traditioner og et invaliderende kønsrollemønster. Forfatterskabet står på myterne om kærlighed og ægteskab. Myter er som bekendt sejlivede, og det er Suzanne Brøgger absolut også. Køb bogen eller skriv den på din ønskeliste. Bogen er fantastisk og et ”must” for alle kvinder. Og ikke mindst for mænd. Ved nærmere eftertanke tror jeg, at alle mænd i min familie skal havde den bog til jul. Pakket ind i rosa silkepapir og pyntet med sommerfuglestøv. Så er det sagt. God jul.
Af Louise Zeuthen
Gyldendal