29. januar 2013

*****

”Mærk det, baby,” hvisker Christian.” Hvor langt kan du gå?”

Det ved Ana selvfølgelig ikke noget om, og det ved læseren heller ikke, og netop derfor forvandler bogen sig hurtigt til en pageturner med et meget langt forspil. Ana er forelsket, og måske har hun overset sin egen magt. Christian bestiller østers på et leje af knust is, og inden længe ligger Ana selv på et og bekymrer sig over karabinhagerne i loftet og de mange strips i kurven. Hun ved en del om britisk litteratur, men intet om at være prisgivet en kontrolfreak som Christian Grey. Lydigt kravler hun hen til ham, mens hendes grænser skrider.

”Er du sadist?”

”Jeg er dominant.”

”Hvad betyder det?”

”At jeg vil have, at du villigt underkaster dig.”

Så er det skåret ud i pap. Den her bog handler om et S/M-forhold. Om duften af lædermanchetter og en række redskaber i den hårde ende af skalaen. Blødt og hårdt. Den sorte prins med den blide hånd. En let forståelig guide til Bondage-land. Alle har adgang, men der er regler, og det er ikke sikkert, at du kan lide dem. Bogen guider dig langsomt ind i en gådefuld og forførende verden, som mange ønsker at snuse til. Måske prøve lidt. I USA er der kurser i bondage. Så ingen kommer til skade. Åh, ja, why not, baby. Inden længe kan du købe bondage events, hvor din helt egen Christian Grey med sikre hænder leder dig på rette vej. Bondage bliver snart mainstream, og merchandise som Anas isblå blonde bh kan snart købes på nettet. ”Du bør holde dig fra mig,” hvisker Christian. Som læser vil man være sikker på, at Ana ikke lider overlast, men det kan vel ikke undgås? Eller kan det. Læs selv og tænk dig om. For måske er en kynisk perlefisker på rov i din underbevidsthed og parat til at sluge dit hjerte i én mundfuld. Watch out, baby.