En uværdig sag

To fattige rejsende, der skal føde et barn i en uvenlig verden, værgeløst overladt til skæbnen og en uendelig række af hårde hænder. Forældrene har opgivet dem. Det samme har alle andre. Flere og flere meget unge forlader skole og familie. Også i Danmark. De giver op og går deres vej. Ofte har de eksperimenteret med stoffer og alkohol for at finde sig til rette, men uden held. Mange er blevet mobbet, ekskluderet af fællesskabet. På gaden finder de hinanden og rykker sammen, for at dele den smule de har. De unge hjemløse kommer nu fra alle samfundslag, og glem alt om den sociale arv som forklaring på den triste udvikling. Den slags unge er der selvfølgelig også, men kraftigt suppleret af unge fra velhavende hjem. Nogle har diagnoser, andre mangler kærlighed og modstandskraft. Forældre har svigtet og glemt at opdragelse handler om at lære børn at fange fisk. Ikke om at give dem fisk hver gang de åbner munden. Børn skal kunne holde til livet. Det er der for mange, der ikke kan. For nylig afleverede Carsten Koch-udvalget deres rapport om muligheden for at øge beskæftigelsen for borgere på offentlig forsørgelse. Blandt disse finder vi 100.000 kontanthjælpsmodtagere. Ud af denne gruppe vurderer rapporten, at kun en lille fjerdedel vil kunne opgraderes til at være nogenlunde jobparate. Med en hel del hjælp. De sidste 75% er som udgangspunkt ude af stand til at passe et almindeligt arbejde. De er fysisk eller psykisk syge. De har ingen uddannelse. De er langtidsledige. De har sociale problemer. Nogle er misbrugere. Og mange er dybt forgældet. Forskerne siger, at det er vildledende af pressen og politikere at give vælgerne det indtryk, at denne gruppe kan motiveres økonomisk til at tage et arbejde. Det kan de ikke. Det er svage medborgere, der skal have en hånd. Fortællingen om gruppen som dovne nasserøve der ikke bidrager er med til at underbygge had og eksklusion. Det er set før. At blive set som selvforskyldt fattig er fyldt med skam og æder sjæle op. Mennesket er ikke perfekt, men den der har magten har pligten. Når pressen og politikerne begynder at fodre den indre svinehund på bekostning af andres værdighed, er der grund til at råbe vagt i gevær. Det er så usselt, at jeg ikke har ord for det. For resten købte jeg HusForbi forleden, de hjemløses avis. Sælgeren var en pige og ikke en dag over femten. Måske din nabos datter? Nogen må savne hende. Måske har hun fået for mange fisk. Og nu er det for sent med fiskestangen.